Højskolen i Krummerup er en specialskole indrettet i
kostskoleform. Vi tilbyder specialundervisning + specialpædagogisk
bistand, som tilsammen skal afhjælpe eller begrænse virkningerne af det
handicap, den enkelte elev har.
Vi arbejder med selvforvaltning og
mulighed for kontrol over egne meninger og handlinger. Dette sker gennem
en identitetsskabende undervisning med sammenhæng mellem individ,
fællesskabet og de fælles livsomstændigheder.
Vi arbejder med et
udvidet undervisningsbegreb, der tager udgangspunkt i udvikling gennem
kommunikativ handlen, f.eks. at være i og deltage i et socialt liv og at
kunne udtrykke sig i forhold til den aktuelle omverden. I alle
aktiviteter indgår koncentration og opmærksomhed som overordnet mål både
individuelt og fælles.
Vi har personlighedsudvikling /
identitetsdannelse som mål for at give eleverne øgede handlemuligheder.
Vi arbejder på det personlighedsudviklende plan med interaktioner og
socialiseringsprocesser som primære områder.
Skolen er beliggende i
landlige omgivelser og indrettet med mangfoldige muligheder for
aktiviteter både inde og ude. Elevværelserne er i forskellige størrelser
og til 1–2 eller 3 personer – alle med det nødvendige møblement. Der er
ikke tilhørende bad og toilet.
Historisk set har skolen siden 1967
tilbudt unge med indlæringsvanskeligheder et kostskoleophold med henblik
på et kommende ungdoms- og voksenliv. Først under navnet
”Ungdomsskolen Holbæk Husholdningsskole”- for unge piger og senere under
navnet ” Isefjordsskolen”- for udviklingshæmmede unge af begge køn.
Fra 1987 blev vi til Højskolen i Krummerup med tilbud om et
højskolelignende ophold til unge udviklingshæmmede under lov om
specialundervisning for voksne.
Nutidigt tilbyder skolen
specialundervisning i op til 3 år til unge udviklingshæmmede i alderen
fra 15 til ca. 22 år. Mange starter med et afklaringsforløb og hver enkelte elev
tilbydes et individuelt forløb og der udarbejdes en undervisningsplan.
Vi tilbyder bo-undervisning gennem hele døgnet og arbejder med det hele
menneske.
Man finder Højskolen i Krummerup på
Haldagermaglevej 6, 4250 Fuglebjerg.
Du er velkommen til at kontakte
os for yderligere oplysninger eller besøg på tlf. 55 45 33 00
Klik her for billeder af personalet.
|